FORÆLDRENE FORTÆLLER

Mette fortæller

Maja har nu gået til gospel ca 7 år, og fra at starte op som en genert og usikker pige med utrolig dårligt selvværd, har hun udviklet sig til at turde tro på sig selv. Hun har lært at bruge stemmen og at turde bruge stemmen. Hun har lært at være sig selv da hun igennem fællesskabet har mærket at alle er lige meget værd uanset hvem de er eller hvor og hvad de kommer fra. Vigtigst af alt har hun fået venskaber, som betyder alt for hende  Thea har gået til gospel i ca 5 år og igen har vi oplevet en stor udvikling. Thea har siden hun var ganske lille kæmpet med en utrolig generthed. Hendes selvværd har sjældent manglet, men hun skal være meget tryg før hun tør være i fokus. Igennem gospel har hun fået modet til at lukke sig op og turde være i fokus, hvilket også er noget de mærker i skolen. Hun har lært at det er okay at fejle og at frygten for dét, ikke skal holde hende tilbage. Ligesom Maja har Thea bygget venskaber op og samtidig talt så meget om gospel, at 4 skoleveninder nu også er startet. Herhjemme lærer vi vores børn, at alle er noget værd og at vores børn ikke er elsket for det de kan, men for dem de er. Begge piger elsker gospel og selvom deres potentiale er forskelligt, så er fællesskabet og opbakningen fra koret guld værd i en tid, hvor børn/unge mennesker ofte har en følelse af at skulle kunne præstere for at være noget værd.

Venlig hilsen, Mette, mor til Maja og Thea

Vicky fortæller

I Gospelroots er der plads til alle. Min søn har været i koret i ca. 3 år, han har haft det svært i skolen, da han har ADHD og det sociale var også svært for ham. Koret gør at min søn har følt at han har har et tilhørsforhold til jævnaldrende, samt at der var et sted der virkelig ville ham. Koret har også et omsorgsteam af voksne, der er der for børnene og hvor der også bliver lavet mange arrangementer udover koret. Torben er en super dygtig korleder der brænder for sit arbejde og det smitter af på børnene, så de ligesom Torben også brænder for det. Torben er meget afholdt af børnene og de ser op til ham. Min søn var ikke så god til at øve på teksterne og sangene, da han startede i koret, men med tiden går han nu vildt meget op i det og sætter en ære i at kunne sangene. Det har også lært min søn, at hvis man vil være god til noget, skal der øves også i forhold til skolen. Han har også lært, at når man er i et kor er man afhængig af hinanden og derfor er det vigtigt at man hjælper hinanden. Koret har gjort en kæmpe forskel for min søn, vi er meget taknemmelig over at Noah kan få lov til at gå i koret med så dygtig en korleder og omsorgsteam, der virkelig gør en forskel for børnene.
Professionelt arbejder jeg som socialrådgiver i Børn og Familie og da ved jeg, at der igennem mange år har været mange børn, som har haft det på samme måde i forhold til Gospelkoret, som min søn. I koret er der plads til alle og de potentialer børnene har bliver udviklet, så børnene får en større tro på sig selv. Aabenraa er virkelig heldig at have gospelkoret, der ikke alene gør et stort arbejde i forhold til musikken, men også hjælper mange børn, der på den ene eller anden måde har det svært.

Venlig hilsen

Vicky Yeoman

Ina fortæller

Min søn har nu været med i GospelRoots i knap et halvt år. I dette halve år har vi som forældre set, at han er vokset i selvværd og gå-på-mod. Når han har været til korprøve eller optrådt, kommer han altid glad hjem – han oplever, at han bliver dygtigere for hver prøve, og han siger selv, at han ved, at hans indsats gør noget positivt for holdet. Én ting er glæden ved at synge og danse – den kunne han formentlig også få andre steder. Men hos Gospelfamily har han fundet et fællesskab, der i den grad styrker hans trivsel ved at hjælpe børnene til at se, hvor dygtige de kan blive, samtidig med at de får lov at være en del af et positivt og meningsfyldt fællesskab uden at skulle give afkald på deres individualitet.

Vh Ina Christiansen

Tina fortæller

Alberte er mega glad for at være startet til gospel. Når jeg spørger hende siger hun: Sang og dans, nye venner, fedt at lære at styre stemmen. Som mor kan jeg se hvordan hun virkelig virkelig GLÆDER sig hver gang hun skal afsted, og fra at være en pige der ikke havde lyst til at skille sig ud, så stod hun jo pludselig på scenen så smuk og sang solo og gav den gas i englekostume. Så det giver i den grad mening af støtte gospelroots, da ungerne både får lærdom og udvikler sig med lynets hast på den sociale måde med øget selvtillid, mod og glæde i livet. Et sted hvor der er plads til alle i et kærligt miljø.

Mvh Tina, mor til Alberte på 10 år

Annette fortæller

Da min datter startede til gospel var hun en meget stille og introvert pige, der de første gange kun var der hvis jeg kunne sidde i nærheden, og hun kunne se mig, hun startede i feb 2019 og blev hurtig glad for det og mere tryg ved det hele, da det startede op efter sommerferien, skrev hun selv sig op til audition, til dramarollerne, og hun fik en af hovedrollerne, til de skulle optræde, og hun voksende/udviklede sig meget i den periode og blomstrede nærmest op. Og da de skulle optræde, var hun virkelig glad og svævede bagefter, fordi hun syntes det var så fantastisk at optræde og fordi Torben troede på hende.

Annette, mor til Mira

Karina fortæller

Gennem kor i Gospelfamily har vi oplevet, at vores børn udvikler selvtillid, robusthed, mod, engagement og at give plads til andre foruden at lære at synge og bevæge sig til musik. Vi er ikke i tvivl om, at det er kvaliteter, de kan tage med videre i livet til skole/eksamen, stille sig op foran andre, i mødet med andre mennesker og når livet er svært. Naja er en glad pige, men hun er allermest glad og sprudlende, når hun har travlt de sidste uger inden koncerterne starter.

Venlig hilsen, Karina, mor til Naja

Dorthe fortæller

GospelRoots har og har haft en stor betydning for vores børns trivsel. Børnene erfarer, hvad man kan opnå i et stort fællesskab, når man samarbejder, hjælper og støtter hinanden. De lærer at tage hensyn og acceptere andre, som de er, og at mennesker har forskellige evner og talenter. Børnene bliver udfordret til at bruge og udvikle deres evner til sang og drama. De lærer at stå på en scene foran publikum, hvile i sig selv, tro på sig selv og derved opbygge en selvtillid, som giver en ballast til resten af livet. Samtidig læres at praleri ikke er i orden. Det giver energi til hele familien, når vores ‘root’ kommer glad og begejstret hjem fra korøvelse, fordi det bare er skønt at synge og danse sammen med jævnaldrende.

Dorthe, mor til Rebekka og Kristina

Nyhedsmail

Bliv tilmeldt til vores nyhedsmail og modtag de seneste nyheder fra os i din indbakke.